Hele historien, del 4: En (efter)fødselsberetning

fødselsberetning

Jeg havde superveer og åbnede mig syv centimeter på to timer. Det var frygteligt – jeg var ikke til stede i mig selv, havde ingen kontrol, var taget til fange i en krop, der var sat i brand. Jeg vrissede én gang ad jordemoderen. At det ikke blev til flere gange, skyldes udelukkende, at jeg ikke havde hjernekapacitet til at forme sætninger og få dem over mine læber. Al koncentration lå i arbejdet med veerne, og der var ingen smertepause imellem dem.

Jeg var 0 centimeter åben, da jeg kom ind på fødegangen ved 18.30-tiden den 12. april. Omkring klokken 1 om natten, knap syv timer senere, begyndte jeg at presse. Der skete ingenting. De havde under hele fødslen holdt skarpt øje med B. Hans hjerterytme blev ved med at opføre sig underligt, og afdelingsjordemoderen og lægen kom jævnligt ind for at tage skrabeblodprøver fra hans isse, mens han stadig lå i sin lune hule. Han lå forkert, og min konsultationsjordemoder, som mødte ind til vagtskiftet (halleluja), prøvede at rotere ham på plads, samtidig med at jeg pressede. Oh ve (haha) og skræk. Han skulle til at ud. De lagde en kop. B’s far har senere fortalt mig (jeg registrerede på det her tidspunkt intet andet, end at jeg absolut ikke havde lyst til, at de skulle forsøge med kop), at der på det her tidspunkt var frygtelig mange mennesker på stuen, og at der ved fjerde forsøg med koppen var to læger om at trække, og den ene stemte sin fod mod briksen.

Den lader vi bare lige stå der et øjeblik.

Af svuppede koppen, og jeg var klar til at slå det første menneske ihjel, som vovede at foreslå et femte forsøg. Jeg slap dog for at skulle finde kræfter til den slags eskapader, for nu skulle jeg til akut kejsersnit, og det skulle gå tjept. Han skulle ud. Jeg kan huske en følelse af endelig at svæve ud af min egen krop, endelig at lægge smerten fra mig. Nu havde jeg gjort, hvad jeg kunne, nu skulle han nok komme ud.

Et eller andet sted på vejen fra fødestuen til operationsstuen havde han sin første afføring. Da de åbnede mig, var fostervandet grønt.

Han skulle ud.

02.24. Jeg nåede at se en lille arm, da de gik forbi mig og førte ham ind i et rum ved siden af. Hans far fulgte med, jeg blev syet og klipset sammen. Efter et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, kom de kørende med ham i en kuvøse, og jeg fik lov til at se ham et øjeblik. Han skulle direkte på intensiv, jeg skulle på opvågning. Jeg hørte, at der blev sagt besværet vejrtrækning og grønt fostervand i lungerne, men jeg forstod det ikke. Jeg panikkede heller ikke. Reaktionerne på det hele, på ikke at være hos min søn de første to timer af hans liv, på ikke at vide, hvad der foregik, på ikke at ane, om jeg faktisk ville se ham igen, kom først senere.

To timer efter hans fødsel, 04.30, kører de mig ind på hans stue, og jeg ignorerer mine egne smerter og får moslet mig lige akkurat nok op på siden til at kunne række ind gennem kuvøseåbningen og lægge en hånd på ham. Han klynker ved berøringen. Min hånd rammer lige så meget hud som slanger. Han er fuld af elektroder, drop, sonde. Og c-pappen, den forbandede næsehue, som var nødt til at hjælpe ham med at trække vejret. Jeg græder nonstop. B’s far står op ved siden af kuvøsen. Har gjort det i snart to timer, har ikke ænset at sætte sig ned på stolen lige ved siden af. Jeg prøver at forstå, hvad lægerne siger til mig. De mener, at han har fået det grønne, tjæreagtige fostervand i lungerne, og det er farligt. Han har trukket vejret hele tiden, har gudskelov ikke manglet ilt, men har svært ved det og skal have hjælp, fordi luftvejene er irriterede. De siger til mig, at vi skal forberede os på, at han skal i respirator, inden natten er omme.

Jeg presser øjnene sammen og nikker, og så venter vi.

At have født en søn er det største, der nogensinde er sket i mit liv. Men hans vej til verden er også det sværeste, hårdeste og mest forfærdelige, jeg nogensinde er gået igennem.

Og det er vel derfor, at jeg føler, at jeg er nødt til at fortælle om det. At det hænger sammen med historien om min far, selvom han jo ikke var i nærheden under fødslen. Men jeg oplevede ikke en ukompliceret fødsel, fik ikke lov at komme stille og roligt hjem, nyde roen, babyen – og forholde mig til en krise, min fars sygdom. Jeg oplevede to kriser, mit livs eneste, på samme tid. Vi var ikke kommet hjem fra neonatal, var ikke i nærheden af at have lagt den første krise bag os, da den anden begyndte. Og de to ting forværrer hele tiden hinanden, komplicerer alting, grænserne udvandes, følelserne om det ene blandes med følelserne om det andet, og jeg kan ikke længere se noget som helst klart. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal bearbejde det, der er sket.

Klokken halv seks om morgenen går B’s far ud for at ringe til vores forældre. Vi havde jo sms’et, da vi tog på fødegangen, og lovet at give besked, når det var veloverstået. De kom alle sammen inden for en times tid. Undtagen min far.

***

Læs første del af historien her.

Læs anden del af historien her.

Læs tredje del af historien her.

Reklamer

Det skal du ikke sige til en nybagt mor, der lige har mistet

Det skal du ikke sige til en nybagt mor, der har mistet

Jeg bliver mor. Folk ønsker mig tillykke.

Min far dør. Folk kondolerer.

Var det sket med lang tids mellemrum, års mellemrum, ville ingen have kædet det sammen. Men fordi det skete med et interval på ikke engang tre uger, kom kondolencen ofte med en sidevogn.

Den kom i mange afskygninger, fra nære og fjerne relationer, på Facebook og i den virkelige verden, både til mig og min mor – og helt sikkert aldrig fra et ondt sted.

“Hvor er det godt, at I har et lille lys i mørket.”

Der er så mange ting galt med den ellers så velmente sætning. Tre uger gammel, og knægten har allerede et åg på sine skuldre – ansvaret for at være dét gode, der kan trække en hel familie igennem en ond periode. Jeg får stadig en knude i maven ved den blotte tanke, for hold nu fast, det er meget ansvar at placere på så nyt et liv, på min søn, der knap nok kender verden. Hej ven, familiens overlevelse afhænger af dig.

Det var jo ikke det, der var meningen. Han skulle jo ikke komme ud og være et anker, en redningskrans at holde fast i. I ni måneder havde jeg gået og aet min mave, forestillet mig vores nye liv sammen, glædet mig så usigeligt meget til alt det nye, til duften af baby, min egen baby, til ikke at skulle forholde mig til andet end søvnmangel, bleskift og evig ny mor-tvivl – og så den der lykkefølelse, som ville overskygge alt det trælse.

Snydt, grønært.

Forhold dig i stedet til hospitaler, hospice, sidste samtaler, der svinder som sand gennem fingrene på dig, og prøv så i øvrigt at overleve og holde i live og ikke at have dårlig samvittighed over, at barnet, der burde have ligget på din mave nonstop i en kokon af ro i mindst et par uger efter at have ligget i en kuvøse de første mange, mange timer af sit liv, i stedet bliver trukket med frem og tilbage i tide og utide og eksponeret for skarpe lysstofrør og ammet med slanger, forfald og død som akkompagnement.

Og prøv ikke at græde for meget over, hvor meget du føler, du er blevet frarøvet. Det er svært, selv nu, det ved jeg godt, og mange har det meget værre, og bla bla – så prøv ikke at fokusere på den smerte, der hele tiden sidder og stikker lige ved siden af det i forvejen åbne sår. Smerten over braste drømme, forventninger, forhåbninger. Over utilstrækkelighed, over ikke at kunne være den bedste mor for dit helt nyfødte barn, over ikke at have fået det, du gik og drømte om i ni måneder.

“Tillykke, hvor er det dejligt for jer med en lille ny.” Punktum. Sådan burde det være. Ikke: “Tillykke, hvor er det dejligt for jer med en lille ny, så I har noget, der kan opmuntre jer lidt.” Det var ikke dejligt, at vi da trods alt havde en lille ny. Som om vi var lidt kede af det og gik ned og trøsteshoppede en mazarintærte og en baby. Det gjorde ondt – det gør ondt – hele tiden at skulle se sit livs største begivenhed, det at blive mor, i lyset af at være blevet faderløs. Ikke at kunne få lov til bare at glædes, punktum, i stedet for at skulle glædes på trods. Og at føle sig så frygtelig, frygtelig snydt for noget helt unikt, som man aldrig vil få mulighed for at gøre om.

Han skulle jo ikke være et lys i et mørke. Han skulle bare være sit helt eget lys.

Hele historien, del 3: “Bare jeg nu når det”

11 dage over tid

Han blev indlagt en gang til i et par dage lige før påske. De tog knoglemarvsprøver igen, som han fik svar på den 3. april, to dage efter min termin. De udelukkede atter leukæmi, og han var hjemme igen, da jeg havde termin.

Jeg havde sagt, at vi nok skulle sige til, så snart der kom skred i tingene, og vi vendte snuden mod fødegangen, men han kunne alligevel ikke dy sig. Hver dag i samtlige elleve dage, jeg gik over tid, ville han vide, om der var noget nyt, og hvis han ikke selv spurgte, fik han min mor til det – lidt situationsfornemmelse havde han alligevel. Det gik mig på nerverne på sådan en overbærende måde. Sådan en “jeg ved jo godt, det er, fordi han glæder sig, men det er irriterende alligevel”-måde. Så jeg beklagede mig over det til min bedre halvdel. Jeg var jo selv efterhånden absurd utålmodig, og det hjalp ingenlunde på min i forvejen lidet imponerende tålmodighed (gad vide, hvem jeg har den fra) hele tiden at blive prikket til. Hvis jeg havde født, mon så ikke du havde hørt det.

Senere, da han var død, og der kom nogle sygdomssandheder på bordet, fortalte min mor mig, at han fire dage før min fødsel havde siddet hjemme i stuen med sin iPad og pludselig sukket: “Bare jeg nu når det.”

Han spurgte ikke bare, fordi han var alment nysgerrig og utålmodig. Han vidste, at det skulle være nu, hvis han skulle nå at opleve sit første barnebarn.

Om jeg har haft dårlig samvittighed over min irritation siden? Det kan du bande på. Men det er på en måde meget karakteristisk for mit og min fars forhold. Irritation over hinanden har helt sikkert drevet værket en meget stor del af vores år sammen, men sådan er det vist tit, når to mennesker er lidt for ens. Vi kunne virkelig gå hinanden på nerverne.

Mit vand gik klokken otte om morgenen torsdag 12. april. Vi nåede at tage til kontrol, ordne et stenslag i vores forrude og spise frokost ude, før veerne begyndte tidligt om eftermiddagen. Ved sekstiden om aftenen sad jeg i en bil, svært smertepåvirket, og havde lige akkurat åndsnærværelse nok til at bede min kæreste om at sende besked rundt til de nærmeste.

Nu behøvede han ikke længere at spørge. Vi holdt, hvad vi lovede. Min far fik en besked om, at vi var taget af sted, og at vi ville skrive igen, når jeg havde født.

***

Læs første del af historien her.

Læs anden del af historien her.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Hvis jeg kunne ringe til min far, ville jeg fortælle …

ting jeg ville fortælle min far

… at de endelig har gjort noget ved de totalt idiotiske skråparkeringer, de lavede i vores gade for et år siden.

… at jeg er kommet i mødregruppe med en pige, hvis kæreste er i gang med at renovere Gøglerbåden (og så ville han beklage sig lidt over, at han ikke længere kan følge med i, hvad der går for sig inde i byen).

… at jeg har opdaget, at Vebbestrup Flødeis også laver helt almindelige vaffelis med flødeboller i, og at de kun koster tolv kroner, og så ville jeg spørge, om han nogensinde har fået sådan en, de gange han er kørt til Vebbestrup for at få sig en is, når han kørte lægevagt.

… at B er begyndt at lege med den rangle, som han fik en kollega til at dreje i træ, og som han gav os på sygehuset, en uges tid før han døde.

… at jeg forleden var inde at se West Side Story på Aalborg Teater, og at Merete Mærkedahl virkelig er vokset, siden vi så hende for første gang i 2009 og var flade af grin over hendes humor. Og at jeg ville ønske, at det var ham, jeg havde været derinde med.

… at weirdomanden i vores opgang heldigvis ikke har rørt ved vores barnevogn, siden vi boltede den fast til væggen.

… at jeg altså ikke kan lide rundstykker. For tre hundrede og toghalvtredsindstyvende gang.

… at Slotsbageren har fået faste åbningstider, og at deres hindbærsnitter altså er meget bedre end dem fra Lidl.

… at Togbog forleden blev nævnt i Kristeligt Dagblad (og så ville jeg finde artiklen på Infomedia og sende til ham, fordi jeg ved, at han ikke ville gide at oprette et abonnement for at få lov at læse den på deres egen hjemmeside).

… at der forleden var en dame, der skældte mig ud, fordi hun mente, at min cykel og jeg lå helt hasarderet i krydset. Og så ville vi ryste på hovederne og grine lidt ad, at hun ikke havde styr på cykelreglerne overhovedet.

… at hans gamle, gamle cykel stadig kører glimrende.

… at jeg savner ham.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Her er morfar: Sankthans

sankthans

(Jeg har tidligere postet dette indlæg på Instagram)

Jeg har minder om min far på lyse forårsdage, hækkeklippende, så vi kunne samle haveaffald til et kæmpe sankthansbål. Jeg har minder om børn løbende rundt på sportspladsen, mens min far og de andre voksne sang og tændte bål. Jeg har minder om selvbyggede hekse ud af min fars ellers skattede gule smileybold. Jeg har minder om min far, der rystede på hovedet af en flok fulde og friskfyrsagtige sekstenårige, men som alligevel byggede os og tændte et sankthansbål. Jeg har minder om min far, der binder mig og mine små venner historier på ærmet om hekse og kosteskafter. Jeg har minder om min far på lune juniaftener i silhuet mod bålet med hænderne i lommen og ild i øjnene.

Min far har været død i 51 dage. Men når jeg kigger ind i ilden, lever han stadig.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Morfar findes (ikke) kun på sygehuset

sorg i hverdagen

Han kommer ind ad døren og går hen til kuvøsen, hvor hans barnebarn ligger, svøbt i ledninger, elektroder og slanger. Han lægger en hånd på ham. Det er første gang, de mødes. Der går kun et par minutter, før han må sætte sig ned, stakåndet, og mens mormor og farmor begejstret vimser omkring, sidder han stille med et fast greb i min sengekant og kigger på B. Han er både glad og rystet, kan jeg se. Han nåede at komme.

Næste gang de mødes, er det morfar, der ligger i en hospitalsseng svøbt i slanger. Jeg lægger B i hans armkrog, og jeg kan se, hvordan det kræver alle hans kræfter at holde armen og B på plads. Hvordan han på én gang så gerne vil, men ikke kan. Hans tommelfinger aer B’s fod.

Sidste gang de mødes, ligger morfar i en hospiceseng og ser ikke længere. Bastian er tre uger gammel.

Min psykolog spørger, om jeg har fundet ud af at have ham med mig i hverdagen. Jeg ser forvirret ud. “Altså, der står et billede af ham og B på en hylde …” Hun ryster umærkeligt på hovedet. “Men er han med jer?”

Hvordan sørger man for, at sorgen og savnet får en plads i ens daglige liv, uden at man smuldrer? Og hvordan gør man ham til en integreret del af et lille liv, som ikke har mødt morfar andre steder end bag sygehusets vægge?

Jeg bider mærke i ting, han ville have grint af. Rystet på hovedet af. Raset over. Og jeg fortæller dem højt derhjemme.

Jeg lægger en invitation til B’s navnefest på gravstenen.

Jeg synger morfarsangen, selv om det gør ondt i hjertet.

Jeg hænger et billede op over puslepladsen og fortæller historier om ham, mens jeg pusler. Han skal kende hans ansigt.

Jeg prøver at trække ham ud af sygehuset. Lade ham leve side om side med os i lejligheden. Tvinge virkeligheden til ikke kun at være billedet fra sygehuset af de to ved siden af hinanden.

Han er med os.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Hele historien, del 2: Han sagde, at han havde det fint

Der blev taget prøver, og det blev konstateret, at min fars krop af en eller anden grund var holdt op med at producere røde og hvide blodlegemer og blodplader. Hans krop kunne med andre ord ikke længere selv klare forsyningen af blod, hvilket jo ellers er noget, man som regel bare tager for givet. Hvis ikke han fik blod tilført udefra, ville han dø. Simple as that.

Så det fik han selvfølgelig. Fra januar til april mødte han minimum en gang om ugen troligt op og blev koblet til sin egen private blodbank, så han kunne klare sig nok en uge. Når han ikke var til blodforsyning eller anden sjov på hospitalet, arbejdede han støt videre, som om der egentlig ikke rigtig var noget galt. Når man spurgte ham, hvordan han havde det, fik man som regel at vide, at han da godt kunne mærke, at kræfterne var færre de sidste dage før en ny blodforsyning, men han havde det såmænd fint nok. Sagde han.

Så når folk spurgte mig, hvordan jeg havde det med det hele, trak jeg bare på skuldrene – jeg havde det såmænd fint nok, sagde jeg. Det var jo ikke sådan, at han var på dødens rand eller noget. De havde udelukket leukæmi, og de vidste stadig ikke, hvorfor der ikke blev dannet blod, men så længe han fik det eksternt, havde han det jo fint nok. Sagde han.

Jeg tror, at jeg troede, at det egentlig slet ikke var farligt. Det var da selvfølgelig træls, at han ikke var selvforsynende, når det kom til blod, men altså, jeg dyrker heller ikke mine egne kartofler, men lever da fint med dem, andre tilvejebringer (hold kæft, det er en naiv og idiotisk sammenligning). Her bagefter fatter jeg ikke rigtig, hvordan jeg ikke har forstået, at blod udefra langtfra er det samme som indefra. Altså, jeg er jo ikke dum, sådan normalt, men han blev ved med at sige, at det jo var fint nok, så det gik jeg ud fra, at det var. Besværligt, ja, omstændeligt, jo jo, men fint nok.

Han var i det hele taget svær at få noget konkret information ud af. I marts, tre uger før min termin, tog jeg ham med i teateret, og da fik jeg endelig ud af ham, at de ikke kunne løse blodforsyningsproblemet på anden vis end ved en eventuel knoglemarvstransplantation, hvilket der kunne være meget, meget lang ventetid på, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre, og det var jo heller ikke ufarligt. Men indtil da gik det jo fint med blodtransfusionerne. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til min kæreste og sagde, at jeg faktisk troede, at det måske var værre end som så. Min far havde set mere hærget og træt ud, end jeg længe havde oplevet ham, og bare turen hen til bilen efter teaterturen havde fået ham til at puste. Men det var jo også en onsdag, og han skulle have blod fredag, så han kørte på de sidste dampe inden nye forsyninger. Han havde det fint nok. Sagde han.

Først meget senere fandt jeg ud af, at de faktisk i en rum tid havde vidst, hvad han fejlede, og hvad fremtidsudsigterne med den lidelse var. Og at han overhovedet ikke havde det fint, uanset hvad han sagde.

Læs første del af historien her.

Tre ting, jeg vil gøre i efteråret

ting jeg vil lave i efteråret

Jeg elsker efterår. Jeg elsker farverne og temperaturen, jeg elsker, at der pludselig er bid i luften, og at vinden rusker, og at regnen renser. Jeg elsker grå eftermiddage med stearinlys, te og læsning, og jeg elsker efterårssolen, der får verden til at ligne et maleri i brunorange toner.

Jeg. Elsker. Efterår.

Sommeren har været så lang, at jeg lidt havde glemt, at efteråret var på vej, men søde og dygtige Kristina Ricken mindede mig forleden om det, og da jeg trillede med barnevognen i morges, var der for første gang en smule bid i luften. Kristina er vist lige så begejstret for sæsonskiftet, som jeg er, og jeg tyvstjæler nu hendes idé og laver en efterårsliste.

Tre ting, jeg vil gøre i efteråret

1. Jeg vil besøge min far på kirkegården

Jeg vil gå en tur med barnevognen og min kæreste under armen en dag, hvor man kan se vores ånde i den bragende efterårssol. Min far ligger på den fineste fine kirkegård, som her i sommerperioden nærmest har været en grøn oase, skærmet af fra uro og larm, selv om den ligger midt i byen. Jeg glæder mig helt vildt til, at træerne for alvor skifter farve, og det i stedet bliver en orange oase. Gåturen derop på cirka fire kilometer er en af byens pæneste, og jeg tror kun, at turen gennem skoven bliver pænere, når den akkompagneres af efterårssol og -farver. Min kæreste har ikke været med deroppe siden urnenedsættelsen, så vi skal af sted alle sammen. Dét vil jeg gøre i efteråret.

2. Jeg vil hænge en plakat op helt uden hjælp

Jeg har aldrig været særlig handy, og jeg har heller aldrig rigtig lært at blive det, fordi min far altid bare gjorde det for mig. Jeg tror ikke, at vi har sat noget som helst op selv herhjemme. Hylder, billeder, lamper, det er alt sammen min far, og da vi skulle have pusleplads og uroer hængt op, var han blevet for syg, og så ringede vi til min svigerfar i stedet. Til B’s navnefest gav vi ham en plakat med stjernehimlen, da han blev født (ikke reklamelink, bare en kæmpe anbefaling), og nu skal den hænges op. Og jeg vil gøre det selv. Jeg vil lære at bore et hul og bruge rawplugs og hænge noget lige, for jeg kan ikke længere ringe til min far, og jeg føler mig helt fortabt. Jeg vil selv. Jeg kan selv. Og jeg vil ikke være nødt til at ringe til svigerfar resten af hans liv.

3. Jeg vil invitere familien til simremad og rødvin

Bedstefar, fastre, farmor, mormor, oldemor og onkel. B’s, altså. De skal alle sammen herhjem, og vi skal spise mad, der har stået og fået lejligheden til at dufte i timevis, og vi skal drikke god rødvin, som jeg får B’s ene æresonkel til at finde for mig, og vi skal grine og snakke og sidde tæt, for lejligheden er lille, og det skal overhovedet ikke være overdådigt eller formelt, det skal bare være. For det skal man huske. At være. Sammen, mens man kan.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Her er morfar: Manden, der røg cigarillos

hvad siger du til en der har mistet

Vi var til fest i lørdags. Musikken spiller, maden er god, og grinene sidder løst. Ud på aftenen får vi det varmt og går ud for at trække lidt frisk luft. Vi falder i snak med fødselarens mor, min gamle dagplejemor og en af mine forældres rigtig gode venner. Mens vi snakker, hiver hun en lille æske frem, fumler med en lighter og stikker en cigarillo i munden. Og med ét ser jeg min far stå ved siden af hende og kigge på hende med et fristet og bedende udtryk i øjnene som så mange gange før.

Min far holdt op med at ryge cigaretter, da jeg var på vej til verden, men når han var sammen med vennerne lidt længere oppe ad vejen under festlige omstændigheder, endte han altid med at nasse en cigarillo eller to af min venindes mor. Han så næsten helt flov ud, da jeg første gang tog ham i at stå under et halvtag sammen med hende og bappe i den der underlige cigar-cigaret-krydsning, for han havde på det strengeste forbudt mig nogensinde at ryge. Han havde endda lokket med et kørekort, hvis jeg holdt mig fra cigaretter, indtil jeg blev atten. (Han kunne lige så godt bare have sagt, at han gav et kørekort kvit og frit – jeg har astma og har altid fået åndenød og ubehag bare af at være i nærheden af røg).

Så jeg smiler til min gamle dagplejemor og hendes cigarillo, og vi står der klokken sent om aftenen i en stadig lun sensommerluft og snakker om min far og om, hvor kede af det de er over, at han ikke er mere. Tidligere på aftenen har sønnen, med en god fadølsånde, sagt det samme. “Jeg tror, at det kom bag på folk, hvor hårdt jeg tog den besked, men jeg holdt virkelig af din far.” Da han døde, og min mor satte huset til salg, kom bemeldte søn og friskede grusindkørslen op, og til bisættelsen tilbød min gamle dagplejemor, at vi kunne holde B’s navnefest i deres festlokale, hvilket vi takkede ja til. De var – er – den slags naboer. Den slags, der ikke sidder lårene af hinanden, men som smider alt og hjælper til, når det brænder på.

Og som vi står der og mindes min cigarillosplagende far, opdager jeg, at det ikke gør mig spor at tale om ham, selv om det egentlig er en festlig lejlighed. Det gør ikke ondt i maven, og jeg får ikke tårer i øjnene, og det er rart, at folk for en gangs skyld ikke er bange for at nævne ham, som tror de, at jeg vil gå i stykker, blot jeg hører hans navn. Det kan bestemt være svært at mindes, og nogle gange stikker det, når man konfronteres med den nye farfri virkelighed, men når folk henvender sig uden medlidenhed og berøringsangst, er det mest af alt befriende at få lov til at huske. At få lov til at stå der under stjernerne i cigarilloduften og grine sammen, fordi der findes folk i verden, der holdt af min far, og som jeg kan dele minderne med.

Her er morfar: Om ferier, fiskefrikadeller og stikkontakter

sluk stikkontakten før du tager på ferie

Vores lille familie, inklusive kat, kørte på ferie i søndags. Bevares, kun et par og fyrre kilometer og stadig inden for landets grænser, men alligevel: En tur med flere overnatninger, end der er i en weekend, og under et tag, der ikke er vort eget, konstituerer i mit hoved en ferie. Vi skulle have været på B’s første ferie i juli sammen med mine forældre og min bror i et sommerhus, som min far elskede, i en by, som min far elskede, og vi skulle spise helt friske fiskefrikadeller med hjemmebragt remo og kolde øl på den bænk, min far elskede, som vendte ud mod vandet.

Det blev ikke. Og det kommer lynhurtigt til at lyde, som om jeg svælger i alt det, der ikke længere er, og alt det, der ikke længere vil blive, og det er ikke min hensigt. Jeg vil langt hellere svælge i alt det, der var, og alt det, der stadig kan blive. Minderne skal ikke skubbes væk, for de gemmer på en masse gode ting, og skubber jeg dem væk, skubber jeg også min far væk og dermed muligheden for at kunne fortælle B om hans morfar. Så jeg mindes fiskefrikadellerne (og min fars, i hvert fald ifølge min kæreste, fuldstændig uforholdsmæssige begejstring over dem) med glæde og, bevares, lidt vemod i stedet for at tænke på, at jeg fremover må dele min remo med en anden end min far. Og så tager jeg min lille hjemmelavede familie under armen og kører ud i det blå på vores første fælles ferie.

I min familie har vi altid ferieret i Danmark eller Sverige, aldrig længere udenlands end det, og især i de senere år er jeg kommet til at holde af danmarksferierne (da jeg gik i folkeskole, ville jeg selvfølgelig gerne bare til Gardasøen og alle de andre eksotisk lydende steder, som de andre kom solstegte hjem fra og fortalte om – fandeme om jeg gad flere ture rundt til danske seværdigheder i tvivlsomme feriehytter). Det er sjovt, hvordan de ting, man vokser op med, smitter af på ens eget voksenliv. Når vi skulle på ferie, trak min far f.eks. altid alle stik i hele huset ud af stikkontakterne. Han skulle sateme ikke risikere, at lynet slog ned og ristede hele hytten (og så var han i øvrigt også nærig påpasselig med sine penge, og det sparede jo på strømmen). Og nu er jeg så åbenbart blevet den der voksne type, som helt frivilligt booker ophold i tvivlsomme feriehytter i Danmark, og som trækker alle stikkene i lejligheden, hvis jeg forlader den i mere end en weekend, for sateme om jeg skal risikere, at lynet slår ned og rister hele opgangen. Og hvis der er noget, min kæreste kan ryste mere på hovedet af end tanken om min far, der prøver at prakke ham en fiskefrikadelle på, så er det, at jeg finder det nødvendigt med den slags stikudtrækningsforanstaltninger. Før min fars død tænkte jeg ikke videre over det, men nu er jeg begyndt at få øje på alle de små ting, jeg gør, fordi han gjorde det, og jeg føler, at jeg ved at holde fast i de små, skøre vaner på en eller anden måde er med til at holde ham i live lidt endnu.

Bortset fra at jeg glemte at trække stikkene i søndags. Og det gjorde, helt irrationelt, næsten mere ondt end tanken om, at jeg aldrig skal spise en fiskefrikadelle med min far igen.