Hele historien, del 2: Han sagde, at han havde det fint

Der blev taget prøver, og det blev konstateret, at min fars krop af en eller anden grund var holdt op med at producere røde og hvide blodlegemer og blodplader. Hans krop kunne med andre ord ikke længere selv klare forsyningen af blod, hvilket jo ellers er noget, man som regel bare tager for givet. Hvis ikke han fik blod tilført udefra, ville han dø. Simple as that.

Så det fik han selvfølgelig. Fra januar til april mødte han minimum en gang om ugen troligt op og blev koblet til sin egen private blodbank, så han kunne klare sig nok en uge. Når han ikke var til blodforsyning eller anden sjov på hospitalet, arbejdede han støt videre, som om der egentlig ikke rigtig var noget galt. Når man spurgte ham, hvordan han havde det, fik man som regel at vide, at han da godt kunne mærke, at kræfterne var færre de sidste dage før en ny blodforsyning, men han havde det såmænd fint nok. Sagde han.

Så når folk spurgte mig, hvordan jeg havde det med det hele, trak jeg bare på skuldrene – jeg havde det såmænd fint nok, sagde jeg. Det var jo ikke sådan, at han var på dødens rand eller noget. De havde udelukket leukæmi, og de vidste stadig ikke, hvorfor der ikke blev dannet blod, men så længe han fik det eksternt, havde han det jo fint nok. Sagde han.

Jeg tror, at jeg troede, at det egentlig slet ikke var farligt. Det var da selvfølgelig træls, at han ikke var selvforsynende, når det kom til blod, men altså, jeg dyrker heller ikke mine egne kartofler, men lever da fint med dem, andre tilvejebringer (hold kæft, det er en naiv og idiotisk sammenligning). Her bagefter fatter jeg ikke rigtig, hvordan jeg ikke har forstået, at blod udefra langtfra er det samme som indefra. Altså, jeg er jo ikke dum, sådan normalt, men han blev ved med at sige, at det jo var fint nok, så det gik jeg ud fra, at det var. Besværligt, ja, omstændeligt, jo jo, men fint nok.

Han var i det hele taget svær at få noget konkret information ud af. I marts, tre uger før min termin, tog jeg ham med i teateret, og da fik jeg endelig ud af ham, at de ikke kunne løse blodforsyningsproblemet på anden vis end ved en eventuel knoglemarvstransplantation, hvilket der kunne være meget, meget lang ventetid på, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre, og det var jo heller ikke ufarligt. Men indtil da gik det jo fint med blodtransfusionerne. Jeg kan huske, at jeg kom hjem til min kæreste og sagde, at jeg faktisk troede, at det måske var værre end som så. Min far havde set mere hærget og træt ud, end jeg længe havde oplevet ham, og bare turen hen til bilen efter teaterturen havde fået ham til at puste. Men det var jo også en onsdag, og han skulle have blod fredag, så han kørte på de sidste dampe inden nye forsyninger. Han havde det fint nok. Sagde han.

Først meget senere fandt jeg ud af, at de faktisk i en rum tid havde vidst, hvad han fejlede, og hvad fremtidsudsigterne med den lidelse var. Og at han overhovedet ikke havde det fint, uanset hvad han sagde.

Læs første del af historien her.

Reklamer

Tre ting, jeg vil gøre i efteråret

ting jeg vil lave i efteråret

Jeg elsker efterår. Jeg elsker farverne og temperaturen, jeg elsker, at der pludselig er bid i luften, og at vinden rusker, og at regnen renser. Jeg elsker grå eftermiddage med stearinlys, te og læsning, og jeg elsker efterårssolen, der får verden til at ligne et maleri i brunorange toner.

Jeg. Elsker. Efterår.

Sommeren har været så lang, at jeg lidt havde glemt, at efteråret var på vej, men søde og dygtige Kristina Ricken mindede mig forleden om det, og da jeg trillede med barnevognen i morges, var der for første gang en smule bid i luften. Kristina er vist lige så begejstret for sæsonskiftet, som jeg er, og jeg tyvstjæler nu hendes idé og laver en efterårsliste.

Tre ting, jeg vil gøre i efteråret

1. Jeg vil besøge min far på kirkegården

Jeg vil gå en tur med barnevognen og min kæreste under armen en dag, hvor man kan se vores ånde i den bragende efterårssol. Min far ligger på den fineste fine kirkegård, som her i sommerperioden nærmest har været en grøn oase, skærmet af fra uro og larm, selv om den ligger midt i byen. Jeg glæder mig helt vildt til, at træerne for alvor skifter farve, og det i stedet bliver en orange oase. Gåturen derop på cirka fire kilometer er en af byens pæneste, og jeg tror kun, at turen gennem skoven bliver pænere, når den akkompagneres af efterårssol og -farver. Min kæreste har ikke været med deroppe siden urnenedsættelsen, så vi skal af sted alle sammen. Dét vil jeg gøre i efteråret.

2. Jeg vil hænge en plakat op helt uden hjælp

Jeg har aldrig været særlig handy, og jeg har heller aldrig rigtig lært at blive det, fordi min far altid bare gjorde det for mig. Jeg tror ikke, at vi har sat noget som helst op selv herhjemme. Hylder, billeder, lamper, det er alt sammen min far, og da vi skulle have pusleplads og uroer hængt op, var han blevet for syg, og så ringede vi til min svigerfar i stedet. Til B’s navnefest gav vi ham en plakat med stjernehimlen, da han blev født (ikke reklamelink, bare en kæmpe anbefaling), og nu skal den hænges op. Og jeg vil gøre det selv. Jeg vil lære at bore et hul og bruge rawplugs og hænge noget lige, for jeg kan ikke længere ringe til min far, og jeg føler mig helt fortabt. Jeg vil selv. Jeg kan selv. Og jeg vil ikke være nødt til at ringe til svigerfar resten af hans liv.

3. Jeg vil invitere familien til simremad og rødvin

Bedstefar, fastre, farmor, mormor, oldemor og onkel. B’s, altså. De skal alle sammen herhjem, og vi skal spise mad, der har stået og fået lejligheden til at dufte i timevis, og vi skal drikke god rødvin, som jeg får B’s ene æresonkel til at finde for mig, og vi skal grine og snakke og sidde tæt, for lejligheden er lille, og det skal overhovedet ikke være overdådigt eller formelt, det skal bare være. For det skal man huske. At være. Sammen, mens man kan.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Her er morfar: Manden, der røg cigarillos

hvad siger du til en der har mistet

Vi var til fest i lørdags. Musikken spiller, maden er god, og grinene sidder løst. Ud på aftenen får vi det varmt og går ud for at trække lidt frisk luft. Vi falder i snak med fødselarens mor, min gamle dagplejemor og en af mine forældres rigtig gode venner. Mens vi snakker, hiver hun en lille æske frem, fumler med en lighter og stikker en cigarillo i munden. Og med ét ser jeg min far stå ved siden af hende og kigge på hende med et fristet og bedende udtryk i øjnene som så mange gange før.

Min far holdt op med at ryge cigaretter, da jeg var på vej til verden, men når han var sammen med vennerne lidt længere oppe ad vejen under festlige omstændigheder, endte han altid med at nasse en cigarillo eller to af min venindes mor. Han så næsten helt flov ud, da jeg første gang tog ham i at stå under et halvtag sammen med hende og bappe i den der underlige cigar-cigaret-krydsning, for han havde på det strengeste forbudt mig nogensinde at ryge. Han havde endda lokket med et kørekort, hvis jeg holdt mig fra cigaretter, indtil jeg blev atten. (Han kunne lige så godt bare have sagt, at han gav et kørekort kvit og frit – jeg har astma og har altid fået åndenød og ubehag bare af at være i nærheden af røg).

Så jeg smiler til min gamle dagplejemor og hendes cigarillo, og vi står der klokken sent om aftenen i en stadig lun sensommerluft og snakker om min far og om, hvor kede af det de er over, at han ikke er mere. Tidligere på aftenen har sønnen, med en god fadølsånde, sagt det samme. “Jeg tror, at det kom bag på folk, hvor hårdt jeg tog den besked, men jeg holdt virkelig af din far.” Da han døde, og min mor satte huset til salg, kom bemeldte søn og friskede grusindkørslen op, og til bisættelsen tilbød min gamle dagplejemor, at vi kunne holde B’s navnefest i deres festlokale, hvilket vi takkede ja til. De var – er – den slags naboer. Den slags, der ikke sidder lårene af hinanden, men som smider alt og hjælper til, når det brænder på.

Og som vi står der og mindes min cigarillosplagende far, opdager jeg, at det ikke gør mig spor at tale om ham, selv om det egentlig er en festlig lejlighed. Det gør ikke ondt i maven, og jeg får ikke tårer i øjnene, og det er rart, at folk for en gangs skyld ikke er bange for at nævne ham, som tror de, at jeg vil gå i stykker, blot jeg hører hans navn. Det kan bestemt være svært at mindes, og nogle gange stikker det, når man konfronteres med den nye farfri virkelighed, men når folk henvender sig uden medlidenhed og berøringsangst, er det mest af alt befriende at få lov til at huske. At få lov til at stå der under stjernerne i cigarilloduften og grine sammen, fordi der findes folk i verden, der holdt af min far, og som jeg kan dele minderne med.

Her er morfar: Om ferier, fiskefrikadeller og stikkontakter

sluk stikkontakten før du tager på ferie

Vores lille familie, inklusive kat, kørte på ferie i søndags. Bevares, kun et par og fyrre kilometer og stadig inden for landets grænser, men alligevel: En tur med flere overnatninger, end der er i en weekend, og under et tag, der ikke er vort eget, konstituerer i mit hoved en ferie. Vi skulle have været på B’s første ferie i juli sammen med mine forældre og min bror i et sommerhus, som min far elskede, i en by, som min far elskede, og vi skulle spise helt friske fiskefrikadeller med hjemmebragt remo og kolde øl på den bænk, min far elskede, som vendte ud mod vandet.

Det blev ikke. Og det kommer lynhurtigt til at lyde, som om jeg svælger i alt det, der ikke længere er, og alt det, der ikke længere vil blive, og det er ikke min hensigt. Jeg vil langt hellere svælge i alt det, der var, og alt det, der stadig kan blive. Minderne skal ikke skubbes væk, for de gemmer på en masse gode ting, og skubber jeg dem væk, skubber jeg også min far væk og dermed muligheden for at kunne fortælle B om hans morfar. Så jeg mindes fiskefrikadellerne (og min fars, i hvert fald ifølge min kæreste, fuldstændig uforholdsmæssige begejstring over dem) med glæde og, bevares, lidt vemod i stedet for at tænke på, at jeg fremover må dele min remo med en anden end min far. Og så tager jeg min lille hjemmelavede familie under armen og kører ud i det blå på vores første fælles ferie.

I min familie har vi altid ferieret i Danmark eller Sverige, aldrig længere udenlands end det, og især i de senere år er jeg kommet til at holde af danmarksferierne (da jeg gik i folkeskole, ville jeg selvfølgelig gerne bare til Gardasøen og alle de andre eksotisk lydende steder, som de andre kom solstegte hjem fra og fortalte om – fandeme om jeg gad flere ture rundt til danske seværdigheder i tvivlsomme feriehytter). Det er sjovt, hvordan de ting, man vokser op med, smitter af på ens eget voksenliv. Når vi skulle på ferie, trak min far f.eks. altid alle stik i hele huset ud af stikkontakterne. Han skulle sateme ikke risikere, at lynet slog ned og ristede hele hytten (og så var han i øvrigt også nærig påpasselig med sine penge, og det sparede jo på strømmen). Og nu er jeg så åbenbart blevet den der voksne type, som helt frivilligt booker ophold i tvivlsomme feriehytter i Danmark, og som trækker alle stikkene i lejligheden, hvis jeg forlader den i mere end en weekend, for sateme om jeg skal risikere, at lynet slår ned og rister hele opgangen. Og hvis der er noget, min kæreste kan ryste mere på hovedet af end tanken om min far, der prøver at prakke ham en fiskefrikadelle på, så er det, at jeg finder det nødvendigt med den slags stikudtrækningsforanstaltninger. Før min fars død tænkte jeg ikke videre over det, men nu er jeg begyndt at få øje på alle de små ting, jeg gør, fordi han gjorde det, og jeg føler, at jeg ved at holde fast i de små, skøre vaner på en eller anden måde er med til at holde ham i live lidt endnu.

Bortset fra at jeg glemte at trække stikkene i søndags. Og det gjorde, helt irrationelt, næsten mere ondt end tanken om, at jeg aldrig skal spise en fiskefrikadelle med min far igen.

Hele historien, del 1: Jeg vidste ikke, at den sidste jul med min far var den sidste jul med min far

om at miste sin far

Jeg fik en søn og mistede en far

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan det er at miste en forælder. Men fortællingen om min fars sygdom og død er på en måde ikke sin egen. Jeg kan ikke fortælle hans historie uden også at fortælle om min fødsel og mit efterfødselsforløb. Når fødsel og død finder sted så urimeligt tæt på hinanden, bliver følelserne blandet sammen. Sorgen over tabet fylder, men kan alligevel ikke få plads, for B skulle også have opmærksomhed. I mit tilfælde blev ingenting lettere af, at fødslen var kompliceret, at B blev indlagt på intensiv, og at vi først fik lov at komme hjem og forsøge at finde fodfæste som familie efter en uge. Og da var tingene med min far for alvor begyndt at skride, og det hele flød – flyder stadig – sammen. Jeg oplevede mit livs to eneste livskriser på én gang, og det er svært at skille dem ad. Så fortællingen om min far starter måneder før min fødsel og er alligevel en slags udvidet fødselsberetning.

“Jeg er da gået”

Få dage før juleaften 2017 blev min far indlagt. Han havde været lidt skidtmads i nogle dage, og min mor fik endelig tvunget den ellers meget stædige og altid raske tværing til lægen, hvor han fik taget nogle blodprøver. Hans blodprocent var lav, så han fik lavet en tid på sygehuset til næste formiddag. Men inden torsdagen var omme, ringede de fra sygehuset. De mente, at hans blodprocent var lav, at det ikke kunne vente til dagen efter. Min far var nu ikke umiddelbart til sinds sådan at sætte himmel og hav og sin bil i bevægelse for at komme ind om aftenen, når nu han havde en udmærket aftale dagen efter, men igen fik min mor ham overtalt. Om han var rasende, da han kom derind, og de så alligevel mente, at han godt kunne tage hjem natten over og komme igen om formiddagen? Det kan du bande på (og det gjorde han så. Bandede, altså).

Jeg tror, at han i rigtig lang tid, og især lige der i starten, var sikker på, at der ikke var noget graverende galt, og at al hurlumhejen derfor var spild af alles tid, ikke mindst hans. Min fars sygedage kan tælles på én hånd, selv om han nåede at blive 58 – på én gang et langt arbejdsliv og ingen alder overhovedet. Men om han ville det eller ej, så var han nu blevet syg, rigtig syg, men det lod han sig nu ikke mærke med. Jeg ved ikke, om det var hans indædte stædighed, eller hvad der var på spil, men fredag formiddag spankulerede han tværs gennem sygehuset fra modtagelsen til hæmatologisk, hvor de først kiggede i hans journal og derefter vantro på ham.

“Hvordan er du kommet herover, er du blevet kørt af en portør?”

“Nej, jeg er da gået.”

Endnu et kig i journalen.

“Gået?!”

Hans blodprocent var så lav, at de simpelthen ikke kunne tro på, at han stadig kunne stå oprejst, og alt imens de forundrede gik i gang med at koble ham op til hans egen lille private blodbank og tage en masse prøver, postede han frejdigt et billede på Facebook af sygehusets lidet imponerende saftevand og den til gengæld vældig imponerende udsigt deroppe fra stuen på syvende etage.

Han gik ikke til alters, men fik alligevel blod (… og rødvin)

Det var fredag formiddag, og han fik ikke lov at komme hjem igen den dag. Det fik han faktisk ikke lov til før engang mellem jul og nytår, hvis jeg husker rigtigt, men veltalende og overbevisende som han var, fik han alligevel overtalt personalet til, at han søndag (hvor jeg i øvrigt ramte uge 26 i min graviditet) måtte få udgang og komme hjem til juleanden. Min bror og jeg hentede ham på sygehuset, lettere forsinket, fordi han først skulle have en portion blod til lige at lægge bunden, før han fyldte op med brunede kartofler og sovs (og rødvin, men det tror jeg ikke helt var en del af aftalen), og så kørte vi hjem for at fejre jul (efter et “hej tykke“, selvfølgelig). Fordi han selv tog det hele med knusende sindsro, gjorde vi det også, og sådan fortsatte det faktisk helt til april. Jeg havde aldrig nogen mistanke om, at det var rigtig slemt, for han lod i hele det forløb, der skulle følge, som om det ikke var det.

Da vi satte ham af igen på sygehuset sent juleaften, havde jeg ingen idé om, at jeg lige havde fejret min sidste jul sammen med min far.

Den svære begyndelse

at miste sin far

“Hej tykke,” siger han, og man kan ane hans svært selvtilfredse smil bag skægget. Hvis ikke andre synes, at man er sjov, er det godt, at man altid selv synes det. Da først babybulen begyndte at vise sig, var det, som om min far glemte mit navn, og jeg blev til “tykke”. Joken var lige sjov hver gang, uanset om vi skulle i teateret, om jeg var hjemme på aftensmadsbesøg, eller om jeg hentede ham på sygehuset. Jeg kunne i princippet godt have sagt det samme til ham, men eftersom han ikke havde en baby inde i sin mave som undskyldning, mente jeg, at det måske var lige flabet nok. Jeg ville jo heller ikke gøres arveløs (hvilket jeg nu alligevel jævnligt er blevet gennem min opvækst).

“Hej tykke.”

Det var jul, jeg var tyk, og han var syg. Senere blev det forår, og jeg blev lidt mindre tyk (det er en halv sandhed: Min mave blev mindre tyk, fordi babyen kom ud, men mine ankler! Åh gud, mine postfødselsankler), og han blev mere syg. Tyve dage efter at jeg fødte min søn, som her på bloggen vil blive kaldt B, døde min far. B’s morfar. De mødte hinanden; én gang, da B stadig var indlagt på intensiv på neonatalafdelingen, og et par gange, da B var blevet udskrevet, og det i stedet var min far, der var indlagt. De så aldrig hinanden uden for et sygehus, og B kommer ikke til at kunne huske, at morfar nåede at holde ham i hans lillebitte finger. Han kommer til at vokse op med en morfar, der glimrer ved sit fravær. Sit fysiske fravær. Forhåbentlig kommer jeg til at fortælle så meget om ham (chancerne er store – jeg har ladet mig fortælle, at jeg snakker meget), at han alligevel altid vil være til stede som en del af vores lille familie, som lige nu tæller far, mor, baby og kat. Og en drage, for alle familier bør have en drage.

Det er det, bloggen er. En fortælling om B’s morfar. Min far. Det er et forsøg på at holde fast i de glimt af min far, som man stadig kan se flimre rundt sammen med støvet i eftermiddagssolen. Det er min måde at være helt sikker på, at når B en dag spørger mig, hvor morfar er, så kan jeg svare, at han er overalt. Og lige her.

Men hvordan begynder man en sådan fortælling? Hvordan tager man hul på en historie, der rummer den største glæde og den største sorg på kun tyve dage? Hvordan kan man på nogen måde forsøge at beskrive, hvad det vil sige at blive forælder for første gang og samtidig miste sin egen forælder? Og hvordan får jeg fortalt, at selv om B’s fødsel, hans første tid, hele hans eksistens for mig altid vil være kædet sammen med tabet af min far, så er han også sin egen og har sin helt egen historie?

Hvor begynder man?

Fra en ende af, vel. Med et kram og et “hej tykke”.

Nu kan han alligevel ikke længere gøre mig arveløs.