Jeg havde superveer og åbnede mig syv centimeter på to timer. Det var frygteligt – jeg var ikke til stede i mig selv, havde ingen kontrol, var taget til fange i en krop, der var sat i brand. Jeg vrissede én gang ad jordemoderen. At det ikke blev til flere gange, skyldes udelukkende, at jeg ikke havde hjernekapacitet til at forme sætninger og få dem over mine læber. Al koncentration lå i arbejdet med veerne, og der var ingen smertepause imellem dem.
Jeg var 0 centimeter åben, da jeg kom ind på fødegangen ved 18.30-tiden den 12. april. Omkring klokken 1 om natten, knap syv timer senere, begyndte jeg at presse. Der skete ingenting. De havde under hele fødslen holdt skarpt øje med B. Hans hjerterytme blev ved med at opføre sig underligt, og afdelingsjordemoderen og lægen kom jævnligt ind for at tage skrabeblodprøver fra hans isse, mens han stadig lå i sin lune hule. Han lå forkert, og min konsultationsjordemoder, som mødte ind til vagtskiftet (halleluja), prøvede at rotere ham på plads, samtidig med at jeg pressede. Oh ve (haha) og skræk. Han skulle til at ud. De lagde en kop. B’s far har senere fortalt mig (jeg registrerede på det her tidspunkt intet andet, end at jeg absolut ikke havde lyst til, at de skulle forsøge med kop), at der på det her tidspunkt var frygtelig mange mennesker på stuen, og at der ved fjerde forsøg med koppen var to læger om at trække, og den ene stemte sin fod mod briksen.
Den lader vi bare lige stå der et øjeblik.
Af svuppede koppen, og jeg var klar til at slå det første menneske ihjel, som vovede at foreslå et femte forsøg. Jeg slap dog for at skulle finde kræfter til den slags eskapader, for nu skulle jeg til akut kejsersnit, og det skulle gå tjept. Han skulle ud. Jeg kan huske en følelse af endelig at svæve ud af min egen krop, endelig at lægge smerten fra mig. Nu havde jeg gjort, hvad jeg kunne, nu skulle han nok komme ud.
Et eller andet sted på vejen fra fødestuen til operationsstuen havde han sin første afføring. Da de åbnede mig, var fostervandet grønt.
Han skulle ud.
02.24. Jeg nåede at se en lille arm, da de gik forbi mig og førte ham ind i et rum ved siden af. Hans far fulgte med, jeg blev syet og klipset sammen. Efter et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, kom de kørende med ham i en kuvøse, og jeg fik lov til at se ham et øjeblik. Han skulle direkte på intensiv, jeg skulle på opvågning. Jeg hørte, at der blev sagt besværet vejrtrækning og grønt fostervand i lungerne, men jeg forstod det ikke. Jeg panikkede heller ikke. Reaktionerne på det hele, på ikke at være hos min søn de første to timer af hans liv, på ikke at vide, hvad der foregik, på ikke at ane, om jeg faktisk ville se ham igen, kom først senere.
To timer efter hans fødsel, 04.30, kører de mig ind på hans stue, og jeg ignorerer mine egne smerter og får moslet mig lige akkurat nok op på siden til at kunne række ind gennem kuvøseåbningen og lægge en hånd på ham. Han klynker ved berøringen. Min hånd rammer lige så meget hud som slanger. Han er fuld af elektroder, drop, sonde. Og c-pappen, den forbandede næsehue, som var nødt til at hjælpe ham med at trække vejret. Jeg græder nonstop. B’s far står op ved siden af kuvøsen. Har gjort det i snart to timer, har ikke ænset at sætte sig ned på stolen lige ved siden af. Jeg prøver at forstå, hvad lægerne siger til mig. De mener, at han har fået det grønne, tjæreagtige fostervand i lungerne, og det er farligt. Han har trukket vejret hele tiden, har gudskelov ikke manglet ilt, men har svært ved det og skal have hjælp, fordi luftvejene er irriterede. De siger til mig, at vi skal forberede os på, at han skal i respirator, inden natten er omme.
Jeg presser øjnene sammen og nikker, og så venter vi.
At have født en søn er det største, der nogensinde er sket i mit liv. Men hans vej til verden er også det sværeste, hårdeste og mest forfærdelige, jeg nogensinde er gået igennem.
Og det er vel derfor, at jeg føler, at jeg er nødt til at fortælle om det. At det hænger sammen med historien om min far, selvom han jo ikke var i nærheden under fødslen. Men jeg oplevede ikke en ukompliceret fødsel, fik ikke lov at komme stille og roligt hjem, nyde roen, babyen – og så forholde mig til en krise, min fars sygdom. Jeg oplevede to kriser, mit livs eneste, på samme tid. Vi var ikke kommet hjem fra neonatal, var ikke i nærheden af at have lagt den første krise bag os, da den anden begyndte. Og de to ting forværrer hele tiden hinanden, komplicerer alting, grænserne udvandes, følelserne om det ene blandes med følelserne om det andet, og jeg kan ikke længere se noget som helst klart. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal bearbejde det, der er sket.
Klokken halv seks om morgenen går B’s far ud for at ringe til vores forældre. Vi havde jo sms’et, da vi tog på fødegangen, og lovet at give besked, når det var veloverstået. De kom alle sammen inden for en times tid. Undtagen min far.
***
Læs første del af historien her.
Læs anden del af historien her.
Læs tredje del af historien her.
Hvor er morfar? 