Hele historien, del 4: En (efter)fødselsberetning

Jeg havde superveer og åbnede mig syv centimeter på to timer. Det var frygteligt – jeg var ikke til stede i mig selv, havde ingen kontrol, var taget til fange i en krop, der var sat i brand. Jeg vrissede én gang ad jordemoderen. At det ikke blev til flere gange, skyldes udelukkende, at jeg ikke havde hjernekapacitet til at forme sætninger og få dem over mine læber. Al koncentration lå i arbejdet med veerne, og der var ingen smertepause imellem dem.

Jeg var 0 centimeter åben, da jeg kom ind på fødegangen ved 18.30-tiden den 12. april. Omkring klokken 1 om natten, knap syv timer senere, begyndte jeg at presse. Der skete ingenting. De havde under hele fødslen holdt skarpt øje med B. Hans hjerterytme blev ved med at opføre sig underligt, og afdelingsjordemoderen og lægen kom jævnligt ind for at tage skrabeblodprøver fra hans isse, mens han stadig lå i sin lune hule. Han lå forkert, og min konsultationsjordemoder, som mødte ind til vagtskiftet (halleluja), prøvede at rotere ham på plads, samtidig med at jeg pressede. Oh ve (haha) og skræk. Han skulle til at ud. De lagde en kop. B’s far har senere fortalt mig (jeg registrerede på det her tidspunkt intet andet, end at jeg absolut ikke havde lyst til, at de skulle forsøge med kop), at der på det her tidspunkt var frygtelig mange mennesker på stuen, og at der ved fjerde forsøg med koppen var to læger om at trække, og den ene stemte sin fod mod briksen.

Den lader vi bare lige stå der et øjeblik.

Af svuppede koppen, og jeg var klar til at slå det første menneske ihjel, som vovede at foreslå et femte forsøg. Jeg slap dog for at skulle finde kræfter til den slags eskapader, for nu skulle jeg til akut kejsersnit, og det skulle gå tjept. Han skulle ud. Jeg kan huske en følelse af endelig at svæve ud af min egen krop, endelig at lægge smerten fra mig. Nu havde jeg gjort, hvad jeg kunne, nu skulle han nok komme ud.

Et eller andet sted på vejen fra fødestuen til operationsstuen havde han sin første afføring. Da de åbnede mig, var fostervandet grønt.

Han skulle ud.

02.24. Jeg nåede at se en lille arm, da de gik forbi mig og førte ham ind i et rum ved siden af. Hans far fulgte med, jeg blev syet og klipset sammen. Efter et stykke tid, jeg ved ikke hvor længe, kom de kørende med ham i en kuvøse, og jeg fik lov til at se ham et øjeblik. Han skulle direkte på intensiv, jeg skulle på opvågning. Jeg hørte, at der blev sagt besværet vejrtrækning og grønt fostervand i lungerne, men jeg forstod det ikke. Jeg panikkede heller ikke. Reaktionerne på det hele, på ikke at være hos min søn de første to timer af hans liv, på ikke at vide, hvad der foregik, på ikke at ane, om jeg faktisk ville se ham igen, kom først senere.

To timer efter hans fødsel, 04.30, kører de mig ind på hans stue, og jeg ignorerer mine egne smerter og får moslet mig lige akkurat nok op på siden til at kunne række ind gennem kuvøseåbningen og lægge en hånd på ham. Han klynker ved berøringen. Min hånd rammer lige så meget hud som slanger. Han er fuld af elektroder, drop, sonde. Og c-pappen, den forbandede næsehue, som var nødt til at hjælpe ham med at trække vejret. Jeg græder nonstop. B’s far står op ved siden af kuvøsen. Har gjort det i snart to timer, har ikke ænset at sætte sig ned på stolen lige ved siden af. Jeg prøver at forstå, hvad lægerne siger til mig. De mener, at han har fået det grønne, tjæreagtige fostervand i lungerne, og det er farligt. Han har trukket vejret hele tiden, har gudskelov ikke manglet ilt, men har svært ved det og skal have hjælp, fordi luftvejene er irriterede. De siger til mig, at vi skal forberede os på, at han skal i respirator, inden natten er omme.

Jeg presser øjnene sammen og nikker, og så venter vi.

At have født en søn er det største, der nogensinde er sket i mit liv. Men hans vej til verden er også det sværeste, hårdeste og mest forfærdelige, jeg nogensinde er gået igennem.

Og det er vel derfor, at jeg føler, at jeg er nødt til at fortælle om det. At det hænger sammen med historien om min far, selvom han jo ikke var i nærheden under fødslen. Men jeg oplevede ikke en ukompliceret fødsel, fik ikke lov at komme stille og roligt hjem, nyde roen, babyen – og så forholde mig til en krise, min fars sygdom. Jeg oplevede to kriser, mit livs eneste, på samme tid. Vi var ikke kommet hjem fra neonatal, var ikke i nærheden af at have lagt den første krise bag os, da den anden begyndte. Og de to ting forværrer hele tiden hinanden, komplicerer alting, grænserne udvandes, følelserne om det ene blandes med følelserne om det andet, og jeg kan ikke længere se noget som helst klart. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal bearbejde det, der er sket.

Klokken halv seks om morgenen går B’s far ud for at ringe til vores forældre. Vi havde jo sms’et, da vi tog på fødegangen, og lovet at give besked, når det var veloverstået. De kom alle sammen inden for en times tid. Undtagen min far.

***

Læs første del af historien her.

Læs anden del af historien her.

Læs tredje del af historien her.

Det skal du ikke sige til en nybagt mor, der lige har mistet

Jeg bliver mor. Folk ønsker mig tillykke.

Min far dør. Folk kondolerer.

Var det sket med lang tids mellemrum, års mellemrum, ville ingen have kædet det sammen. Men fordi det skete med et interval på ikke engang tre uger, kom kondolencen ofte med en sidevogn.

Den kom i mange afskygninger, fra nære og fjerne relationer, på Facebook og i den virkelige verden, både til mig og min mor – og helt sikkert aldrig fra et ondt sted.

“Hvor er det godt, at I har et lille lys i mørket.”

Der er så mange ting galt med den ellers så velmente sætning. Tre uger gammel, og knægten har allerede et åg på sine skuldre – ansvaret for at være dét gode, der kan trække en hel familie igennem en ond periode. Jeg får stadig en knude i maven ved den blotte tanke, for hold nu fast, det er meget ansvar at placere på så nyt et liv, på min søn, der knap nok kender verden. Hej ven, familiens overlevelse afhænger af dig.

Det var jo ikke det, der var meningen. Han skulle jo ikke komme ud og være et anker, en redningskrans at holde fast i. I ni måneder havde jeg gået og aet min mave, forestillet mig vores nye liv sammen, glædet mig så usigeligt meget til alt det nye, til duften af baby, min egen baby, til ikke at skulle forholde mig til andet end søvnmangel, bleskift og evig ny mor-tvivl – og så den der lykkefølelse, som ville overskygge alt det trælse.

Snydt, grønært.

Forhold dig i stedet til hospitaler, hospice, sidste samtaler, der svinder som sand gennem fingrene på dig, og prøv så i øvrigt at overleve og holde i live og ikke at have dårlig samvittighed over, at barnet, der burde have ligget på din mave nonstop i en kokon af ro i mindst et par uger efter at have ligget i en kuvøse de første mange, mange timer af sit liv, i stedet bliver trukket med frem og tilbage i tide og utide og eksponeret for skarpe lysstofrør og ammet med slanger, forfald og død som akkompagnement.

Og prøv ikke at græde for meget over, hvor meget du føler, du er blevet frarøvet. Det er svært, selv nu, det ved jeg godt, og mange har det meget værre, og bla bla – så prøv ikke at fokusere på den smerte, der hele tiden sidder og stikker lige ved siden af det i forvejen åbne sår. Smerten over braste drømme, forventninger, forhåbninger. Over utilstrækkelighed, over ikke at kunne være den bedste mor for dit helt nyfødte barn, over ikke at have fået det, du gik og drømte om i ni måneder.

“Tillykke, hvor er det dejligt for jer med en lille ny.” Punktum. Sådan burde det være. Ikke: “Tillykke, hvor er det dejligt for jer med en lille ny, så I har noget, der kan opmuntre jer lidt.” Det var ikke dejligt, at vi da trods alt havde en lille ny. Som om vi var lidt kede af det og gik ned og trøsteshoppede en mazarintærte og en baby. Det gjorde ondt – det gør ondt – hele tiden at skulle se sit livs største begivenhed, det at blive mor, i lyset af at være blevet faderløs. Ikke at kunne få lov til bare at glædes, punktum, i stedet for at skulle glædes på trods. Og at føle sig så frygtelig, frygtelig snydt for noget helt unikt, som man aldrig vil få mulighed for at gøre om.

Han skulle jo ikke være et lys i et mørke. Han skulle bare være sit helt eget lys.

Hele historien, del 3: “Bare jeg nu når det”

Han blev indlagt en gang til i et par dage lige før påske. De tog knoglemarvsprøver igen, som han fik svar på den 3. april, to dage efter min termin. De udelukkede atter leukæmi, og han var hjemme igen, da jeg havde termin.

Jeg havde sagt, at vi nok skulle sige til, så snart der kom skred i tingene, og vi vendte snuden mod fødegangen, men han kunne alligevel ikke dy sig. Hver dag i samtlige elleve dage, jeg gik over tid, ville han vide, om der var noget nyt, og hvis han ikke selv spurgte, fik han min mor til det – lidt situationsfornemmelse havde han alligevel. Det gik mig på nerverne på sådan en overbærende måde. Sådan en “jeg ved jo godt, det er, fordi han glæder sig, men det er irriterende alligevel”-måde. Så jeg beklagede mig over det til min bedre halvdel. Jeg var jo selv efterhånden absurd utålmodig, og det hjalp ingenlunde på min i forvejen lidet imponerende tålmodighed (gad vide, hvem jeg har den fra) hele tiden at blive prikket til. Hvis jeg havde født, mon så ikke du havde hørt det.

Senere, da han var død, og der kom nogle sygdomssandheder på bordet, fortalte min mor mig, at han fire dage før min fødsel havde siddet hjemme i stuen med sin iPad og pludselig sukket: “Bare jeg nu når det.”

Han spurgte ikke bare, fordi han var alment nysgerrig og utålmodig. Han vidste, at det skulle være nu, hvis han skulle nå at opleve sit første barnebarn.

Om jeg har haft dårlig samvittighed over min irritation siden? Det kan du bande på. Men det er på en måde meget karakteristisk for mit og min fars forhold. Irritation over hinanden har helt sikkert drevet værket en meget stor del af vores år sammen, men sådan er det vist tit, når to mennesker er lidt for ens. Vi kunne virkelig gå hinanden på nerverne.

Mit vand gik klokken otte om morgenen torsdag 12. april. Vi nåede at tage til kontrol, ordne et stenslag i vores forrude og spise frokost ude, før veerne begyndte tidligt om eftermiddagen. Ved sekstiden om aftenen sad jeg i en bil, svært smertepåvirket, og havde lige akkurat åndsnærværelse nok til at bede min kæreste om at sende besked rundt til de nærmeste.

Nu behøvede han ikke længere at spørge. Vi holdt, hvad vi lovede. Min far fik en besked om, at vi var taget af sted, og at vi ville skrive igen, når jeg havde født.

***

Læs første del af historien her.

Læs anden del af historien her.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.

Morfar findes (ikke) kun på sygehuset

Han kommer ind ad døren og går hen til kuvøsen, hvor hans barnebarn ligger, svøbt i ledninger, elektroder og slanger. Han lægger en hånd på ham. Det er første gang, de mødes. Der går kun et par minutter, før han må sætte sig ned, stakåndet, og mens mormor og farmor begejstret vimser omkring, sidder han stille med et fast greb i min sengekant og kigger på B. Han er både glad og rystet, kan jeg se. Han nåede at komme.

Næste gang de mødes, er det morfar, der ligger i en hospitalsseng svøbt i slanger. Jeg lægger B i hans armkrog, og jeg kan se, hvordan det kræver alle hans kræfter at holde armen og B på plads. Hvordan han på én gang så gerne vil, men ikke kan. Hans tommelfinger aer B’s fod.

Sidste gang de mødes, ligger morfar i en hospiceseng og ser ikke længere. Bastian er tre uger gammel.

Min psykolog spørger, om jeg har fundet ud af at have ham med mig i hverdagen. Jeg ser forvirret ud. “Altså, der står et billede af ham og B på en hylde …” Hun ryster umærkeligt på hovedet. “Men er han med jer?”

Hvordan sørger man for, at sorgen og savnet får en plads i ens daglige liv, uden at man smuldrer? Og hvordan gør man ham til en integreret del af et lille liv, som ikke har mødt morfar andre steder end bag sygehusets vægge?

…

Jeg bider mærke i ting, han ville have grint af. Rystet på hovedet af. Raset over. Og jeg fortæller dem højt derhjemme.

Jeg lægger en invitation til B’s navnefest på gravstenen.

Jeg synger morfarsangen, selv om det gør ondt i hjertet.

Jeg hænger et billede op over puslepladsen og fortæller historier om ham, mens jeg pusler. Han skal kende hans ansigt.

Jeg prøver at trække ham ud af sygehuset. Lade ham leve side om side med os i lejligheden. Tvinge virkeligheden til ikke kun at være billedet fra sygehuset af de to ved siden af hinanden.

Han er med os.

***

Du kan følge bloggen på bloglovin’, og du kan følge mit hverdagsliv på Instagram.